Tekster

Naturen i billedet  – artikelserie i Politiken sommeren 2020
Peter Michael Hornung undersøger gennem 17 værker naturen som motiv i dansk billedkunst, som motiv i dansk billedkunst, fra 1700-tallet til vores egen tid.
I dag ( pol. 21 juni 2020): Jane Balsgaard (født 1939): ”Et kirkeskib”.
Fremstillet af naturens egne materialer – grene og papir.

DET LIGNER PRIMITIVE REDSKABER FRA FJERNE CIVILISATIONER.   MEN DET ER KUNST
Kunst. Hvis en kunstner ønsker at vise sin kærlighed til naturen – eller henlede vores opmærksomhed på den – kan det ske ved, at kunstneren afbilder denne natur. Sådan er det blevet gjort talløse gange gennem historien af mindst ligeså mange forskellige malere, grafikere, tegnere, fotografer etc. Men det kan også gøres på en anden og mere direkte måde ved at kunstneren bruger naturen selv som materiale.                                                        

Det har billedkunstneren Jane Balsgaard (født 1939) gjort i sine frie poetiske installationer og konstruktioner, og i det ”Kirkeskib”, som ses her. For mere organisk kan det ikke blive. Materialet er oftest træ og papir, som kunstneren selv har bragt til veje med den hensigt at anvende det i en kunstnerisk proces. Grenene og kvistene har hun hentet i naturen. Og papirmassen, som hun fremstiller papiret af, stammer fra planter, som hun har fundet ved Roskilde Fjord. Når papiret så er tørret, spænder hun det ud mellem et kunstfærdigt fletværk af pilekviste og grene.

Når man ser værkerne, kan man umiddelbart blive ramt af den tanke, at man står overfor primitive menneskeskabte redskaber eller objekter med et stamtræ plantet i fjerne civilisationer, der nok er mere naturnære og oprindelige end den kultur, vi selv kender. Havde de ikke også været så smukke og poetiske, disse værker, kunne man tvivle på, om det overhovedet drejede sig om kunstværker.

Men det handler om kunst, kunst med en stilfærdig, men insisterende dagsorden. For det ville ikke være helt forkert at tolke Jane Balsgaards værker som en reaktion mod en teknologisk udvikling, der er løbet løbsk og har fjernet os fra vores naturgrundlag. ”Økologisk” kunne man godt kalde denne udvikling, men det er ikke et udtryk, som Jane Balsgaard selv har benyttet oprindelig. For ikke mange talte om ”økologi” og ”bæredygtighed”, da den internationale kunstnersammenslutning eller gruppe Transit blev dannet for 40 år siden.

Jane Balsgaard var en af de kunstnere, der var med til at stifte Transit, og hun har således været med fra begyndelsen. Siden grundlæggelsen har sammensætningen af kunstnere ændret sig mere end én gang. Men et gennemgående træk ved gruppen har trods alt været, at gruppens medlemmer altid opbyggede deres værker i forbindelse med de udstillinger, som de deltog i, og i tæt dialog med de steder og museumsinstitutioner, hvor disse udstillinger fandt sted. Og når udstillingen var forbi, ja, så var værkernes liv også udtømt. Tilbage var så kun erindringen om dem – og så måske de fotografier, som nogen i tide havde taget af dem.
Peter.michael.hornung@pol.dk

________________________________________________________________________

Tekst af kunsthistoriker, mag.art. Johan Zimsen Kristiansen:

Med poetisk lethed har Jane Balsgaard (f. 1939) skabt et selvstændigt billedsprog, der i både holdning og æstetik nærmer sig en naturfolkelig eksistens. Kritisk overfor civilisationens selvtilstrækkelige menneske (som i Danmarksinstallationen fra 1980, hvor hun barrikaderede Dannebrog bag en mur af sandsække) og opmærksom på menneskets afhængighed af naturen (i f.eks. den sansemættede Lavendelpassage fra 1993) udtrykker Balsgaards arbejde en samhørighed med samler- og jægerfolkenes mentalitet.

Særlig tydelig er dette tilhørsforhold i en række skulpturer udført i håndgjort papir. Balsgaard stiftede bekendtskab med papiret i Berkeley i begyndelsen af 1980’erne og har efterfølgende oparbejdet en sikker viden om papirprocessen – med alt hvad det indebærer lige fra indsamling af bark og bær i naturen til støbning af papiret på store rammer. Det er denne proces, hvor naturens ressourcer bruges med forstand og omtanke, og ikke det moderne menneskes ødsle overforbrug, som i særlig grad forbinder Balsgaard med samler- og jægerfolkenes natursyn og kollektivisme. Et eksempel på et af Balsgaards papirarbejder er den suveræne Konebåd fra 2009, hvor papiret udgør et transparent sejl, fæstnet på modellen af en grønlandsk konebåd. Med papiret har Balsgaard her forfinet sit udtryk under indtryk af skibet som fælles transportmiddel for en ikke-vestlig eksistensform og en anderledes visionær tilgang til naturen. I arbejdet med papir, der bæres oppe af en høj grad af sanselighed og stoflighed, forbliver Balsgaard en ener i dansk kunst.

Hele Balsgaards produktion er præget af en indre sammenhæng. Hendes tidlige arbejde med tekstil og væv reflekteres således i det gigantiske Stjerneskibet fra 2004-2009, hvor rapporten er det bærende element i skibskonstruktionen, ligesom rapporten også ligger til grund for en række præcist tilrettelagte fliser i både støbejern og glas fra 2006. Med gentagelsens og mønsterets meditative gestus åbner Balsgaard i fliserne og i adskillige andre værker for et uendelighedsperspektiv – dels for at løsrive sig fra bindingen til vestens begrænsende logik, dels for at undersøge nye ukendte territorier.

Jane Balsgaard er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi fra 1972 – 1978. Hun var initiativtager til kunstnergruppen Transit i 1980 og blev i 2001 tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Johan Zimsen Kristiansen, kunsthistoriker mag.art.
_______________________________________________________________________

Anmeldelse af Stefan Andreasen af udstilling i Huset i Asnæs februar 2020

S V Æ V E N D E   P A P I R – S K I B E    I   H U S E T

UDSTILLING: Jane Balsgaard viser fire meter lange, fjerlette skibe, bygget i rundjern, pile-kviste og støbt papir, i Huset i Asnæs.

Asnæs: Billedkunstner Jane Balsgaard har lagt ”til kaj” i Huset i Asnæs, hvor hun udstiller sine fire meter lange, smukke papirskibe med ræling, spanter og køl smedet i rundjern og resten af skelettet af pilekviste, beklædt med sider af håndstøbt papir.
I den svævende skibs-installation ”Både Og” kombinerer hun gammelt nordisk håndværk – smede-arbejde, pileflet, papirstøbning – med moderne billedkunst i et på én gang konkret og abstrakt slynget udtryk i billedfladen, der sender tankerne i retning af Cobra-bevægelsen, blandt andet Egill Jakobsens drage-og maske-malerier. I Jane Balsgaards tilfælde skabt tredimensionelt på skibenes sider i ikke-systematisk opbyggede mellemrum mellem de udspændte pilekviste.
Kunstneren har hjembragt håndstøbt papir fra Japan og Korea og støber selv papir fra tang og planter. Lyset trænger smukt igennem papiret alt afhængigt af tykkelse og farvemæthed. Skibenes pile-skelet giver associationer til oldgamle fiske-ruser.

-Jeg har altid sejlet og iagttaget skibe og sejl. Som ung dyrkede jeg kapsejlads – nu sejler jeg kajak, fortæller Jane Balsgaard, der bor ved Roskilde Fjord.Jeg rejser rundt i Norden og besøger bygde-museer og ser på gamle redskaber, fortæller kunstneren.
Hun modtog i 2019 Tagea Brandt’s Rejselegat på 75.000 kr.,som skal gå til en rejse til Lapland, hvor hun vil studere gamle håndværks-teknikker med naturmaterialer.
På udstillingen viser hun også skibs-inspirerende papirskulpturer og vægrelieffer. Der er fernisering lørdag den 28. februar, hvor der også er åbninger med værker af gruppen På Tværs, Husets egne kunstnere og maleren Jacob Hoff.

_______________________________________________________________________

 

Uddrag af åbningstale til udstillingen på Hirtshals Fyr 12 oktober 2019.
Talen blev holdt af Museumsinspektør Maja Barsøe fra Hjørring Kunstmuseum:

Jane Balsgaards skulpturer er ikke skabt med udgangspunkt i Hirtshals.
Alligevel er det som om, de knytter sig hertil i kraft af de maritime referencer, idet mange af skulpturerne har form som abstrakte skibe.
Historisk har Hirtshals været og er til stadighed karakteriseret af sin placering ved kysten og alle de udfordringer og muligheder, det bringer med sig. Det tør vel siges, at en del af kærnen i Hirtshals Identitet netop er havet og havnen. I denne udstillings kontekst synes det derfor oplagt, at betragte skibene som referencer til Hirtshals.

Dog vil jeg hellere zoome lidt ud og se skibene i et større perspektiv. For skibet er jo et universalt udbredt fænomen. Skibsbygning og skibsfart har en lang historie, som går på tværs af kulturer – om end hver kultur jo har sine traditioner. Som transportmiddel har skibe spillet en væsentlig rolle i historien, i forbindelse med alt fra handel til opdagelsesrejser og krige. Skibe rummer altså både positive og negative muligheder. Ligesom skibe også kan være både feminine og maskuline – et skib omtales som ”hun”, mens skibsbyggeri, skibsfart, fiskeri og andre skibsrelaterede erhverv som regel har været forbeholdt mænd. Alt i alt rummer Janes skibsskulpturer utallige associations- og fortolkningsmuligheder. Derfor må den enkelte beskuer sætte dem ind i sin egen forståelsesramme ud fra egne associationer og erfaringer.

Janes skulpturer har en lethed, elegance og skrøbelighed over sig. Skibene er eventyrlige – og fremstår næsten svævende, hvad enten de er loftophængte eller mere rodfæstede, som dem med fundamenter af glas. Skibene er dog i hovedsagen konstruerede af pinde og papir. Det meste af papiret er produceret af Jane selv – helt fra indsamling af råmaterialer i naturen til den endelige støbning af papiret. Det er en fascinerende proces og teknik, som resulterer i en særlig stoflighed i materialerne. De tydelige strukturer og plantefibre i papiret minder os om dets udspring af naturen. Janes tilgang af papirfremstilling er kendetegnet ved respekt for naturens ressourcer –
efter min mening, har vi i høj grad brug for eksponering af sådanne tilgange i den moderne vestlige verden, netop nu, hvor det for alvor går op for mange mennesker, at generationers tankeløse overforbrug har konsekvenser for klimaet og dermed for os alle sammen.

Janes skulpturer udfolder sig i det samme rum, som vores kroppe befinder sig i. De kan og bør ses fra forskellige vinkler for rigtigt at komme til deres ret. Som skibsskulpturer beskæftiger værkerne sig også med rum, i den forstand at skibe som transportmiddel relaterer sig til menneskets bevægelse i rum.
—————————————————————————————————————–

Anmeldelse i Kunstavisen af udstilling i Galleribe i Ribe 11.januar til 4. marts 2014

Jane Balsgaard viser skulpturer, nogle i det traditionelle materiale, bronze, andre i højst uventede materialer, pinde og papir. Hun eksperimenterer med ynde og lethed, selv i den tunge bronze. Især hendes papirskulpturer er så graciøse og fantasifulde, at de næsten er fantastiske. Nogle af dem er skibe eller inspireret af skibe, andre er fri fantasi. Det håndstøbte papir, selvgjort, er så tyndt, lavet af mange forskellige indsamlede planter, med deraf følgende diversitet i stoflighed.
Skibe eller ej – skulpturerne er så fnuglette, at de flyver for vinden. Det er mageløst!
Jane Balsgaard kan for resten meget andet: f.eks. laver hun støbejernsfliser og glasfliser, maler og knokler med jord og træstammer i Land Art. Fælles for det hele er viljen til at eksperimentere med materialer og udtryk. Hendes skulpturer og installationer er ikke bare i et rum – de vokser sammen med rummet. En skulptur vokser rundet om et hjørne; de kæmpe store himmelskibe (ikke med på udstillingen) er selv et rum, som udstillingsrummet ligesom går ombord i, og derved får himmelskibet en symbolsk, religiøs betydning. Jane Balsgaard drømmer da også om at få lov til at lave et kirkeskib – hvilket modigt menighedsråd kommer mon først med en opfordring til hende
Et besøg i Galleribe er meget opløftende.
Bent Mortensen